Højskolen på Sicilien
Kultur, kunst og åndsliv

Italiensk sprog og kultur i Monreale
Francesca La Fiora og Tine Kragh
Kursusperiode: 20.- 27. feb. 2027
Mellemniveau (B1- B2)

Francesca La Fiora og Tine Kragh fra Højskolen på Sicilien i Monreale.


Højskolen på Sicilien

Francesca La Fiora og Tine Kragh fra Højskolen på Sicilien i Monreale.
Tag med på en enestående uge på Sicilien, hvor sprog og kultur smelter sammen i den charmerende bjergby Monreale. Med udsigt over Palermo-bugten og den frodige dal Conca d’Oro danner den pittoreske by med sine smalle gader og levende piazzaer rammen om kurset.
Vi bor i det stemningsfulde og smukt beliggende kloster Oasi Maddalena Cusmano, sammen med nonnerne.
Hver formiddag arbejder vi intensivt med det italienske sprog med Francesca La Fiora, der er fra Monreale, hun underviser med udgangspunkt i autentiske tekster, samtaler og øvelser. Undervisningen foregår primært på italiensk og henvender sig til deltagere på mellemniveau.
Om eftermiddagen bevæger vi os ud i byen og oplever Monreales særlige atmosfære eller tager på udflugt.
Vi besøger blandt andet den imponerende domkirke med sine over 6000 m² byzantinske mosaikker, går på opdagelse i små værksteder i byen og smager på lokale specialiteter – blandt andet hos det traditionsrige bageri Forno Litria.
Ugen byder også på en række udflugter og særlige oplevelser, som giver et bredt indblik i Siciliens kultur og natur. Vi tager på heldagstur til Palermo, hvor vi oplever byens historiske centrum, markeder og hvis muligt, ser en forestilling, i det imponerende operahus Teatro Massimo.
Vi besøger også benediktiner klosteret San Martino delle Scale, smukt beliggende nær Monreale- her hører vi om munkenes liv, får en fin omvisning og en lækker ølsmagning af deres egenproducerede øl.
Et særligt højdepunkt er turen til Monte Pellegrino, hvor vi besøger helligdommen for Palermos skytshelgeninde Santa Rosalia, smukt beliggende i klippen med en storslået udsigt over byen.
En eftermiddag besøger vi den anerkendte keramiker Nicolò Giuliano, ser hans værksted i Monreale og får indblik i det levende sicilianske håndværk.
Undervejs suppleres programmet med foredrag om ”Siciliens kunst, kultur og historie” ved Tine Kragh samt et italiensksproget oplæg ved Francesca om "Religiositá e feste popolari in Sicilia".
Ugen er tilrettelagt, så undervisning, oplevelser og fællesskab supplerer hinanden. Monreale bliver vores faste omdrejningspunkt – et sted hvor man hurtigt føler sig hjemme, og hvor sproget naturligt bliver en del af hverdagen.
Undervisere
Francesca La Fiora er født i Monreale og vil vise os sin hjemby. Hun har i mange år boet i København, taler dansk og underviser i italiensk på Studieskolen siden 2008. Hun har en ph.d. i filosofi og har studeret Søren Kierkegaard.
Tine Kragh er cand.mag. i kunsthistorie, kunstner og erfaren rejseleder. Hun har boet på Sicilien og har et indgående kendskab til øens kunst og kultur. Hun arbejder desuden på en bog om Siciliens kunstskatte.
Praktisk om undervisningen
Undervisningen foregår i mindre grupper og henvender sig til deltagere med et vist kendskab til italiensk.
Spørgsmål om niveau kan rettes til:
lafiora.francesca78@gmail.com
eller: hoejskolensicilien@gmail.com
Program:
Lørdag 20.feb.:
Ankomst og introduktion
Vi ankommer til Palermo og kører sammen til Monreale, hvor vi indkvarteres hos nonnerne i det smukt beliggende kloster Oasi Maddalena Cusmano.
Se mere: https://www.hotels-sicily.net/da/h/oasimaddalenacusmano.html
Her får vi tid til at lande, nyde udsigten over bugten og finde os til rette.
Vi spiser lidt frokost.
Kl.18.30. Vi mødes til en introduktion til ugen, inden vi går en første tur gennem Monreales hyggelige gader.
Kl.19.30. Aftenen afsluttes med en fælles velkomstmiddag på en lokal restaurant, hvor vi også introduceres til hinanden.
Søndag 21.feb.:
Sprogundervisning
Byvandring og domkirken
Kl. 9.00 - 13.00.
Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora - med teoretiske og praktiske øvelser. På kurset taler vi kun på italiensk sammen og vil læse autentiske materialer, som artikler fra aviser, magasiner, litteratur (sicilianske forfattere).
Kl. 14.00 - 17.00. Om eftermiddagen går vi på opdagelse i Monreale, vi ser byens imponerende domkirke med sine enestående byzantinske mosaikker og den smukke klostergård. Vi går også op på taget, hvorfra der er en fantastisk udsigt over landskabet.
Kl. 18.00 – 19.30. Foredrag af Tine Kragh, introduktion til Sicilien og dens kunst- og kulturskatte
Mandag 22.feb.:
Sprogundervisning og Palermo
Kl. 9.00 - 13.00. Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora.
Kl. 14.00. – ca. 21.00. Her oplever vi Palermos historiske centrum med stop ved blandt andet katedralen, Quattro Canti og de livlige markeder. Der vil også være lidt tid på egen hånd.
Vi håber på vi kan se en forestilling i Teatro Massimo - det fastsættes når programmet for 2027 er udkommet.
Tirsdag 23.feb.:
Sprogundervisning
Klosterliv og ølsmagning
Kl.9.00 -13.00. Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora
Kl.14.00 - 17.00. Om eftermiddagen besøger vi det benediktinske kloster San Martino delle Scale, som ligger smukt i bjergene uden for Monreale. Her får vi en rundvisning og hører om munkenes liv og historie.
Besøget afsluttes med smagning af klosterets egenproducerede øl, serveret med lokale oste og ricottakage.
Onsdag 24.feb.:
Sprogundervisning og eftermiddag fri
Aften foredrag
KL.9.00- 13.00. Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora
Eftermiddagen er fri til egne oplevelser – måske en gåtur i byen, en kop kaffe på en piazza eller en lille vandretur i området.
Kl.18.00- 19.30. Om aftenen holder Francesca et oplæg på let italiensk om: ”Religiositá e feste popolari in Sicilia".
Torsdag 25.feb.:
Sprogundervisning.
Udflugt til Monte Pellegrino
Kl.9.00- 13.00. Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora
Kl.14.00. Efter formiddagens undervisning tager vi på udflugt til Monte Pellegrino.
Vi besøger helligdommen for Santa Rosalia, som er bygget ind i klippen og er et vigtigt valfartssted. Herfra nyder vi den storslåede udsigt over Palermo og havet.
Fredag 26.feb.:
Sprogundervisning
Keramiker besøg hos Nicolo Giuliano og afslutning
Kl.9.00- 13.00. Sprogundervisning på klosteret med Francesca La Fiora
KL.13.00. Vi besøger det gode bageri: Forno Litria, som bager brød efter gamle opskrifter, hører om traditionerne i bageriet og om hvorledes Monreale er kendt for sit helt unikke brød. Vi smager brød, lidt antipasti og drikke til frokost.
Kl.14.00- ca. 17.00.Om eftermiddagen besøger vi den anerkendte keramiker Nicolò Giuliano, som giver os indblik i sit arbejde og den sicilianske håndværkstradition. Værkstedet er blevet et værdifuldt museum, unikt i sin art og i hele regionen. Med tiden har Nicolò Giulianos arbejde også udviklet sig til at fremme den keramiske kunstkultur.
Han stod i spidsen for at inkludere Monreale som en by med et stærkt keramisk kald, medlem af AICC (Italiensk Sammenslutning af Keramikbyer). Blandt de mest prestigefyldte værker skabt af Nicolò Giuliano i de senere år er banneret for den italienske republiks præsident, professor Sergio Mattarella, som i øjeblikket opbevares i hans private residens i Quirinale-paladset.
Læs mere om ham: https://www.nicologiuliano.it/it/
Kl.19.30.Aftenen afsluttes med en fælles middag, hvor vi samler op på ugens oplevelser.
Lørdag 27. feb.:
Afrejse
Efter morgenmad tager vi afsked med Monreale og kører til lufthavnen med kurs mod Danmark.
Tidligere deltagere af vores kursus, Italiensk sprog og kultur i Palermo - kan sagtens deltage da undervisningmaterialet vil være anderledes.
Bemærk: Programmet kan i særlige tilfælde ændres, og der vil gennem hele ugen være mulighed for spontane oplevelser, lokale arrangementer og små overraskelser i løbet af ugen.
PRIS: 13.480,-
Tillæg for at bo alene på dobbeltværelse 500,-
Højskolen på Siciliens teknisk rejsearrangør på rejsen er:
JTB Grupperejser
Kontakt dem vedrørende tilmedling og flyrejsen:
Phone: +45 3345 4018
Vester Farimagsgade 1, 1.
1606 København V
Reg. nr. i Rejsegarantifonden nr. 0198.
OBS. Man er først endelig tilmeldt når man har indbetalt sit depositum.
Flytider med Lufthansa:
Udrejse:
20. FEB lørdag København-München 0600 - 0745
München-Palermo 09.20 - 11.20
Hjemrejse:
27. FEB lørdag Palermo-Frankfurt 12.10 - 14.30
Frankfurt-København 17.00 - 18.25
Inklusiv I prisen:
- Fly til og fra København til Sicilien
- Transfer fra lufthavnen til hotel og retur.
- Vi bor på et smukt kloster i Monreale med gode værelser og enkel morgenmad. Læs mere her: https://oasimaddalenacusmano.it
- i alt min. 20 lektioner i italiensk undervisning, foredrag og tale og praktik på Italiensk gennem hele ugen. Derudover opsøger aktuelle lokale arrangementer og tiltag gennem ugen - som foregår på Italiensk.
- Inklusive materialer til undervisning
- Foredrag på dansk om Sicilien
- Velkomstmiddag med vin
- Guidet ture enten eftermiddag eller formiddag- på både italiensk og dansk.
- En udflugt til byen Palermo.
- Frokost hos bageriet Forno Litria med vin i Monreale
- Velkomsts drink
- besøg hos keramiker
- Besøg i benediktinerkloster med ølsmagning og rundvisning
- En udflugt til Monte Pellegrino.
- Støtte og hjælp fra Højskolens på Siciliens ansatte gennem hele turen.
- Udover dette vil vi opsøge aktuelle lokale arrangementer.
Ikke inklusiv:
- Måltider ud over morgenmad på hotellet, som ikke er nævnt som inklusiv i programmet.
- Museumsentreer
- Personlig by-skat
- Eventuel teaterforestilling i Teatro Massimo.
Der kan ske ændringer i programmet i særlige tilfælde.
Information om tilmelding og betaling:
Ved tilmelding betales et depositum på 3.000 kr.- og når du har modtaget kvittering for indbetalt beløb er du sikret en plads på rejsen. Beløbet tilbagebetales ikke ved afbud, medmindre rejsen annulleres fra vores side.
Restbeløbet opkræves cirka otte uger før afrejse.
Man kan også vælge at indbetale hele beløbet.
Afbestillingsregler:
Hvis du afbestiller mindre end seks uger før afrejse, er du forpligtet til at betale den fulde pris, da alle rejseudgifter er betalt. Derfor anbefaler vi, at du nøje undersøger dine forsikringsmuligheder og eventuelt tegner en afbestillingsforsikring.
Information før afgang:
Omkring tre uger før afrejse modtager du et informationsbrev om rejsen.
I ugen op til afrejse fremsender vi flybilletter og oplysninger om mødestedet i lufthavnen via e-mail, samt de sidste praktiske detaljer.















